Lys chokolademousse med abrikos, lavendel og hjemmelavet tykmælk

 

Et eksempel på en klassisk chokolademousse her serveret med sensommerens abrikoser bagt med lavendelhonning, hjemmelavet tykmælk og ristede mandler. Her har vi brugt en lys chokolade fra Valrhona, som giver en ren, blød og fed smag, da den kun holder 40% kakao. Garnituren kan varieres, men det er vigtigt at den kan give et modspil til den lyse chokolade.


Chokolademousse:
240 g jivara chokolade – smeltes i vandbad
50 g sukker
1 tsk citronsaft
½ stang vanille
7 æggeblommer
4 dl letpisket fløde

 

Æggeblommer piskes med sukker, vanille og citronsaft. Røres sammen med den smeltede chokolade til en elastisk masse. Når temperaturen er fingerlun, vendes den piskede fløde i. Moussen sættes på køl.

 

Tykmælk:
1 l økologisk sødmælk
1 dl økologisk kernemælk

 

Sødmælken lunes til 25g, hvorefter kernemælken tilsættes. Lad mælken stå i stuetemperatur natten over, hvorefter den vil være syrnet.

 

Bagte abrikoser:
Abrikoser (eller anden stenfrugt) flækkes, og stenen fjernes. Frugten vendes med lavendelhonning, 1 spsk frugtig olivenolie, frisk lavendel og revet citronskal. De bages ved 100g i en times tid eller til de har opnået en god konsistens og farve.


 

SALT bar & restaurant · Tel. +45 33 74 14 44 · Email info@saltrestaurant.dk